Sommerblomster, ,

Lathyrus i fuldt flor igen

Jeg elsker lathyrus. Hvert år forspirer jeg indendørs og planter ud i krukker og bede, når chancen for frost er minimal i slutningen af maj eller begyndelsen af juni.
Lathyrus Navy Blue
I år er de fleste plantet i krukker, og det har været en blandet fornøjelse. De havde det fint og begyndte at blomstre før ferien. Men så var det, at jeg tog på tre ugers ferie, og det blev en af de varmeste somre i flere år. Jeg havde hyret en ferievander, men hun vandede ikke så ofte, som det egentlig var nødvendigt under en hedebølge, og der blev heller ikke plukket blomster. Jeg er glad for, at der overhovedet blev vandet, for ellers var ærteblomsterne helt døde. Men resultatet i starten af august var, at der var ingen ærteblomster og hovedsageligt visne blade. Jeg var tæt på at smide det hele på komposten, men gav dem en chance og klippede alle ærtebælgene af og nogle af de visne blade. De er så blevet nurset med vand og gødning i 3 uger, og nu kviterer de med masser af blomster og grønne blade. Ovenover er det Lathyrus Navy blue.
Lathyrus Buccaneer
Det her er Lathyrus Buccaneer, som stadig er lidt nøgen forneden, med hvad gør det, når toppen ser sådan ud.

Min erfaring er derfor, at man ikke skal opgive, selv om man har glemt at klippe blomsterne af i 3 uger og planterne ser nærmest døde ud af vandmangel. De kan godt komme sig alligevel 😉