Løg og knolde, ,

Narcisser i maj

Det er blevet maj måned, og den er startet med et par skønne solskinsdage, og man kan arbejde i haven til klokken er over ni om aftenen, hvis man vil. Det vil jeg gerne 🙂
Jeg er lige blevet færdig med at klippe de sidste staudetoppe ned, og køkkenhaven er gjort sæsonklar. Men nætterne er endnu kolde med frostgrader. I morges måtte jeg skrabe is af forruden, før jeg kunne køre på arbejde. Jordtemperatuen er heller ikke mere end på 7-8 grader. Det er lige koldt nok til den helt store såning i køkkenhaven, og da der heller ikke er udsigt til regn lige nu, så venter jeg lidt endnu.
Narcissus Ice Follies
I blomsterhaven sker der til gengæld en hel del. Forårsløgene dukker op alle vegne, og lige nu er det narcisserne, som stjæler billedet. De første er sprunget ud for et par dage siden, og der følger heldigvis mange flere i den kommende tid. Ovenover er det Ice Follies, som stråler i solen.
narcissus Ice Follies
Her er den i close up.
Nacissus Obdam
En af de flotte med fyldte hoveder er Narcissus Obdam. Den holder sig strunk endnu, men har en tendens til at blive et hængehoved, isår når det regner. Det er så ikke et problem i disse dage.
Narcissus mount hood
Mount Hood er meget smuk med sine næsten hvide farver.

Det gode ved narcisser er, at de kommer igen hvert år, og de deler sig og bliver til flere. Så det er en god efterårs-investering at købe nogle specielle løg, som man kan beundre om foråret. De almindelige gule påskeliljer har jeg også, men ikke i særlig stort antal. De fylder meget i haven med sine store meget gule hoveder, så de bor længst nede i haven, og de blev ikke indfanget af kameralinsen i dag 😉 De små Tete-à-tete har jeg til gengæld mange af. Det er dem, som jeg har købt i foråret og har haft stående indendørs. Når de så er afblomstret, kommer de i jorden udenfor, så snart jorden er så frostfri, at man kan grave i den. De er tidligt på den, og er allerede afblomstret.