Stauder, Træer, Træer og buske, , ,

De udendørs indendørs

Verden er lidt af lave. Lige nu venter vi alle sammen på snestormen, som kommer i morgen og skulle blive helt tosset tirsdag. For en uges tid siden flyttede jeg de første krukker med forårsblomster ind i havestuen. Det er ganske enkelt for barsk vejr til forårsløg og hornvioler. Selv om marts skulle være den første forårsmåned, er der vist ingen som er i tvivl om, at det stadigvæk er vinter.
hornvioler
Her i havestuen trives planterne så ganske fortrindeligt.  I dag har der været 22 grader i havestuen og et skønt klima til at ordne planter og potter i. Solen har stået højt på himlen imens blæsten har suset øredøvende højt.
helleborus
Men det går lidt hurtigt med juleroserne og hornviolerne i den temperatur. De ville have haft det bedre udenfor i temperaturer omkring frysepunket og med knap så meget vind. Men lige nu gider jeg heller ikke være ude, så det er da ikke så tosset med lidt forår indendørs. Helt indendørs er det ikke, for når solen ikke er fremme, er temperaturen kun lidt over frysepunktet i havestuen. Men på solskinsdage som i dag, kan vi spise frokost derude allerede fra februar af. Det er lidt som et drivhus med ekstra komfort. Jeg har gulvvarme på, så temperaturen aldrig kommer under frysepunktet.
figentræ
Resten af havestuen vågner helt som den skal styret af den øgede mængde dagslys. Figentræet står endda med små figener. Jeg fik træet i sensommeren, så jeg er ikke så erfaren i den slags, men det ser da lovende ud 🙂