Boganmeldelser, Litteratur, , , ,

Nyt til bogreolen

Det er egentlig ikke så mange bøger, jeg køber. De fleste låner jeg på biblioteket, men ind imellem er der nogle, som jeg bare må have. I denne uge blev det til ikke mindre end to havebøger. Det er højsæson for armchairgardening, så det er jo egentligt ikke så underligt.
nye bøger
Jens Juhl og Sølva Falgrens “Økologisk have” har stået på min virtuelle bogreol et godt stykke tid, men det er kun bibliotekets eksemplar, som har fyldt ud i reolen i stuen. Det er slut nu, for i tirsdags blev et gavekort til Bog & Idé byttet ud med bogen. Den er uundværlig som opslagsbog, så det er en god investering. Den er udgivet på forlaget Koustrup & Co, som også har en anden bog på bedding, der nok også skal på reolen. Det en bog om krydderurter af Lene Tvedegaard fra Gartneriet Toftegaard i Vedskølle ved Køge. Jeg har købt mange spændende krydderurter og chiliplanter her. Lene har også skrevet flere gode artikler i Haven om krydderurter, så hvis bogen lever op til dem, så bliver det en must-bog til krydderurteelskeren. Den skulle udkomme til marts og kan overvåges på flere netboghandlere som f.eks. hos Adlibris. Den står endnu ikke for forlaget hjemmeside.

En anden bog, som jeg har fået biblioteket til at skaffe hjem, er Gail Harlands “Designing and creating a cottage garden“. Den er vidunderlig. Fuld af skønne inspirerende billeder og masser af anvisninger på, hvordan man gør i praksis. Den har enda et afsnit om dyr i haven, så nu drømmer jeg næsten om høns i haven. Det bliver nok kun ved drømmene, for det kommer ikke til at fungere for mig i praksis 😉
Man kan ikke kalde min have for en cottagehave. Men der er hjørner af den, hvor det jeg ubevidst har arbejdet mig hen i den retning. Især det stykke jord, som jeg har lejet af naboen, som jeg kalder hønsegården. Her elsker jeg at gøre lige, hvad der passer mig uden at tage hensyn til den øvrige families behov eller synspunkter om stil og praktiske forhold. Her er plantekravlegården, masser af blomster og krydderurter, de toårige på vej, de selvsåede, skærehaven, løgmarken og de alt for mange lyserøde. Her hamrer jeg et søm i væggen, hvis der skal hænges noget op, og der er ikke spiseplads til 8, kun et lille cafébord med to uens stole, men her er vanvittig hyggeligt. Det er faktisk ret cottageagtigt, så det er nok også derfor, at jeg bare måtte have Gail Harlands bog, da bibliotekets udlånstid var overskredet. Den kom med posten fra boghandleren i torsdags, og skal på bogreolen, når jeg nu endnu engang har smovset mig igennem siderne og fundet på masser af gode idéer, som må udleves.