Værkstedsting, , , , , ,

DIY bogjuletræ og giveaway

Som lovet kommer her en vejledning til havebogsjuletræet fra forrige indlæg. Det behøver selvfølgelig ikke være en havebog. Det kan være alle slags bøger, bare man ikke er for øm over dem. Jeg har derfor været en tur i den lokale genbrugsbutik og købt bøger efter udseende, form og farve.
bogstak
De skal helst ikke være for store, og indbundne bøger med stiv ryg er mest velegnede. De her billeder er blevet lidt gulnede, men det er også en gammel gulnet bog, så det passer til. Det er Gyldendals Den danske Flora fra 1953. Den er ikke i farver, så jeg tror ikke, at jeg nogensinde vil kunne komme til at savne den som håndbog 😉
1.fold
Når man har udvalgt en bog, slår man op ca. på midten og begynder at folde. 1. fold går diagonalt på en side fra midten for oven.
2.fold
Herefter folder man det overskydende papir ind under folden.
3.fold
Næste side folder man nedefra og ind mod midten.
4.fold
Så foldes siden fra oven og ind mod midten
5.fold
Den tredje side foldes diagonalt fra midten nederst.
6.fold
Så foldes fra oven til papiret flugter diagonalfolden.
Siderne bliver så gentaget i bestemt rækkefølge. F.eks. side 1, 2, 3, 2, 1, 2, 3, 2, 1 …….

salmebogen
Her har jeg brugt en fin lille salmebog med gotisk skrift. Den har jeg foldet, så træet bliver meget smallere. Det gøres ved at 1. diagonale fold går til midten nederst på siden i stedet for ud til hjørnet. De næste foldninger gøres tilsvarende smallere. Salmebøger har meget tynde sider, så derfor kan de nemt foldes flere gange end andre.
stueplanter
Man kan også bruge bøger med kulørte sider. Her er det en af Politikens håndbøger “Stueplanter i farver” fra 1960. Det giver et meget kulørt træ, som vel også kunne selv om det ikke er jul.

Jeg har i min blogtid været heldig og vundet mange giveaways. Senest den skønne gamle nisse hos Min gamle jul. Nu vil jeg gerne gøre de tre bogtræer til giveaways. Hvis du gerne vil deltage i lodtrækningen skal du blot skrive en kommentar. Du må også gerne skrive, hvilket et træ, du foretrækker. Det første er “Den danske flora”. Den er ikke afbildet i færdig form, så det er en overraskelse, men der medfølger stjerne og haveredskaber. Den anden er salmebogen, og den tredje er “Stueplanter i farver”.

Jeg trækker lod i morgen kl. 12, så de kan nå at blive sendt afsted inden posten lukker. De skulle så kunne nå at pynte til jul. Til mine norske og svenske læsere kan jeg ikke love, at det bliver til denne jul. Men hvis du vinder og vil have træet sendt i morgen, så kig forbi bloggen i morgen ved 12-tiden, så du kan maile din adresse til mig.