Årets spinatbed er ikke bare produktivt. Det er også smukt. En af de mange selvsåede valmuer har valgt at slå sig ned her og lige give bedet lidt mere farve i en matchende tone til træspinaten og den New Zealandske spinat. Der er lidt skønt skødesløshed over bedet, og det er helt bevidst. Jeg har ikke sået noget i bedet i år. Det er selvsåninger fra sidste år, som myldrer op. Jeg tynder lidt ud, og hiver uønskede planter op, men ellers passer det sig selv. Det er dejligt at kunne gå ud i haven og hente lidt spinat til salaten eller grønsagsretten, når man lige har brug for det.

Traditionel spinat når jeg sjældent at få noget ud af. Det passer altid med, at jeg er på ferie eller ikke lige opdager, at det er nu, og så går spinaten i blomst og løbet er kørt. Jeg har derfor haft New Zealansk spinat i mange år. Den kan man plukke af hele sommeren, og den går sjældent i frø før sent på sæsonen, og det er bare godt for så selvsår den sig, og kommer igen næste år.

New Zealandsk spinat, Tetragonia tetragonioides, er en gammel plante, som er kendt i norden tilbage til 1700 tallet. Bladene er lidt grovere og mere kødfulde, men smagen er en traditionel spinatsmag. Nogen siger, at den er mere parfumeret i smagen, men det synes jeg nu ikke.

Træspinaten,  Chenopodium,  er også selvsåninger. En smuk plante, der med sin pink midte vækker opsigt i køkkenhaven. Jeg har haft den et par år og mine bliver max 50-60 cm høj. Jeg har set, at man kan få en Chenopodium giganteum, som bliver op til 1 meter høj. Jeg tror, at min er en anden sort. Det er de unge blade blade, som er de mest spændende at spise, men jeg kan nu også godt se dens muligheder i et staudebed. Spinat kan bruges på mange måder og behøver hverken at være kedelig at spise eller se på 😉