De smukke blå iris
I år kan jeg sige, at jeg har fået iris i haven. Jeg ved ikke det eksakte navn, for den er plantet for længe siden. Faktisk kan jeg slet ikke huske, at jeg har plantet den. Den har bare altid stået der med sine spidse blade og været grøn. Sidste år kom der en blomst, som jeg ivrigt fotograferede, for så at opdage, at nogen havde spist af blomsten. Den kom derfor aldrig på bloggen. I år er der mange blomster, og nu kan jeg godt sige, at jeg har fået iris.
Det må være en sibirisk iris, efter hvad jeg kan finde ud af. Smuk er den i hvert fald.
Planten har altid stået det samme sted, men sidste år omlagde vi bækken ned til havebassinet, og det kan være, at det har givet iris’en bedre forhold. Nu når det kan lade sig gøre, skal jeg have flere iris. Nogle af de flotte gule næsten vulgære af slagsen, tror jeg vil gøre sig godt i haven.
Ja den er flot din sibiriske iris, dejligt at den endelig har besluttet sig til at blomstre, det er meget muligt at det har noget med den fugtige placering at gøre.
Den er skøn din iris og det er helt sikkert en Iris Sibirica – jeg tør dog ikke gætte på navnet. Måske har du et planteskilt i gemmerne.
Iris Sib. kræver ikke våd jord, men skal have et antal soltimer for at blomstre. Jeg har også flere der har ventet 1-2 år med at blomstre efter at de var sat i bedet. Derfor har jeg mange “nye” i blomstring i år.
Det er dejligt med en ekspertudtalelse. Jeg har helt sikkert ikke noget skilt på dem, men det giver god mening, at iris skal stå et par og gro til før de begynder at blomstre. Placeringen er også helt rigtigt, hvad angår soltimer. De står midt i haven uden skyggende træer eller buske.
Oj hvor er den skøn og så med vandspejl……det ser fantastisk ud ;0)
Iris er bare skønne og det er et smukt eksemplar du har, uanset hvad den hedder! 🙂
Iris er på mange måder en forunderlig blomst…. og jeg kan aldrig helt beslutte mig for om jeg kan lide den eller ej. Men smuk ser den ud foran have-bassinet – og jeg er vild med den is-blå farve.
Bedste hilsner fra Mette
Hvor er den smuk.
Ser godt ud nede ved havebassinet
Ha´ en god dag.
Det var godt nok en skøn blå farve – jeg har ligesom Mette altid haft svært ved at beslutte, om jeg egentlig kan lide Iris’en, men jeg må medgive, at den er fantastisk sammen med bækken.