Stauder,

Violer er blå….. og hvide

Martsviolen, Viola odorata, er oftest blålilla, men nu er jeg så heldig at have fået et par aflæggere af den hvide af slagsen.

De er hjembragt fra min tur i det nordjyske, hvor de voksede under nogle af familiens løvfældende buske. Martsviolen har hjerteformede blade og bliver ca. 10 cm høj. Den blomstrer om foråret i marts-april-maj alt efter vejret, og igen i efteråret dog med en lidt mindre blomstring. De formerer sig ved udløbere i løbet af sommeren, så man skal ikke være alt for ivrig med lugejernet, hvis man vil have flere af dem i sin have.

De kan blive til tæpper, som de lilla ved foden af mine brombærbuske. Det satser jeg også på, at de hvide gør med tiden. Men inden de bliver plantet ud i jorden, får de lov at stå i en potte ved bryggersdøren, så jeg kan nyde dem, hver gang jeg er på vej ud i haven.

Nu får jeg tid til at komme i haven igen. Jeg holder ferie hjemme den næste uge, men vejrudsigten ser godt nok lidt kedelig ud, så jeg krydser fingre for, at der også bliver mulighed for andet havearbejde end indendørs prikling 😉