Løg og knolde,

Nu skal vi i skoven

fordi nu blomstrer anemonerne. Jeg elsker de hvide tæpper i skoven, ja også de blå, men dem er der lidt længere imellem. Hvert forår plukker jeg en stor buket i skoven, og de dufter himmelsk i vasen på spisebordet. Nogen gange får man plukket lidt rodstængler med, og dem har jeg gravet ned i haven.

Så nu har jeg lidt skovanemoner i haven. Både de hvide og de blå, og derfor ved jeg at de blomstrer 🙂

Skovturen bliver først i weekenden, når jeg har fri. Om vi skal knække anemoner med nakken tvivler jeg stærkt på. Det er blevet noget køligere vejr de sidste par dage, så det tror jeg, at vi afholder os fra. Jeg kendte ikke den erotiske betydning af udtrykket, før jeg slog det op i slangordbogen for et par timer siden. Men det er da et smukt udtryk for sex i det fri  😉