Frø, , ,

Forspiring nu også i højden

Der er endnu god plads i havestuen til alle forspiringerne. Det fantastiske arrangement med to borde oven på hinanden, giver rigtig meget plads til alle de priklede småplanter.

Det er egentlig bare opbevaring af et teaktrækbord, som skal sælges og et havebord, som skal udenfor. Det ser måske lidt specielt ud, men nu er jeg ikke sikker på, at bordene bliver flyttet foreløbig. Det kan være, at jeg ikke får brug for strygebrættet i år 😉

Der er stadig god plads til både spisebord

og sofahjørne i havestuen, så ingen grund til jammer 😉

De overvintrende agapanthus er godt på vej ligesom alle krydderurterne. Den grenede plante nederst i billedet er citronverbena. Den er altid meget længe om at vågne, men man skal ikke lade sig snyde.

Her er den meget tæt på, og i løbet af sommeren bliver den til en pæn stor plante med blade med en skøn citronsmag. Jeg bruger den i dressinger og salater.

I bryggerset står de nysåede potter. Der er konstant varme døgnet rundt, og de behøver ikke lys for at spire. Når de har spiret bliver de flyttet i havestuen, hvor der er køligere og masser af lys. Nu har jeg også fået de her smarte mistbænke til projekt Isabellas blå bed. Det ser jo helt tjekket ud i forhold til mine sædvanlige plastik-arrangementer. Lige nu er der stolte kavalerer, persille og italiensk oksetunge i bænken, som en del af projektet. Desuden har jeg forskellige basilikum, rævehaler og citrontemynte i bænken. Der kommer helt sikkert meget mere om både projektet og de andre såninger senere 😀