Shopping til haven

De store stedmødre

Forleden kørte jeg fra Nykøbing Sjælland mod Holbæk. Jeg havde ikke kørt ret langt, da der pludselig stod et skilt med gartneri åbent. Det er svært at passere sådan et uden at tjekke efter, hvad der gemmer sig inde bag hækken, så jeg vendte fluks bilen og kørte tilbage.

Der var flere drivhuse, og på det første stod der “Det er os med de store”. Der var masser af hornvioler og stedmoderblomster udenfor, og indenfor var hele drivhuset fyldt med dem. Wauw for et syn. Jeg har godt nok lige købt en del hornvioler, men endnu ikke stedmoderblomster, så det var helt fornuftigt at købe dem her med sådan et udvalg 😉

En kasse i denne skønne nuance, og en i en blå blev det til, så jeg synes nok, at jeg viste et vist mådehold.

Hvad der var for nogle “store” de havde ud over stedmoder versus hornvioler, melder historien ikke noget om. Udvalget var helt fint med mig 😉

P.S.: Første gæsteskribent-indlæg på Isabellas Facebookside kom i dag.