Grønsager, Opskrifter, ,

Dagens smoothie fra haven

Nu skal der nye boller på suppen eller nærmere grønsager i smoothien. Jeg er igen ramt af en omgang ondt i halsen og medfølgende dårligdom. Resten af familien drog afsted i formiddags med kurs kurs mod Hillerød, og egentlig skulle vi lige have rundet Hemmingstrupvej mellem Græsted og Helsinge, så jeg kunne have besøgt gårdbutikken hos Camilla Plum og købt et par poser frø. Men nej, jeg var for sløj og måtte tilbringe dagen i sengen. Øv, øv og øv. De andre gad ikke Camilla plum uden mig.Så var det, at jeg kom i tanke om, at jeg lige havde læst en artikel om grønsags-smothies, som skulle være vildt sunde. Persille er den rene c-vitamin og jern-bompe, og grønkål er også er næsten lige så godt. Jeg tænkte, at det er værd at prøve. Jeg tog tøj på og gik i haven og fandt blade af palmekål, bladebede og persille. De var lidt slatne på grund af frosten, men pyt det gik nok. De kom i blenderen sammen med 2 æbler og lidt vand. Hvis smagen var lidt for “grøn” kunne man nok supplere med lidt vanilljesukker. Det var ikke nødvendigt. Smoothien smagte rigtig godt, så jeg drak to store glas, og jeg har faktisk fået det meget bedre 🙂
Et par gode råd med på vejen, hvis du vil lave grønsasgsmoothies er at bruge ca. 40 procent blade f.eks. persille, bladbede, grønkål, ruccola eller brændenælder og 60 procent frugt eller bær. Palmekål er mildere i smagen end grønkål. Brug ikke grønsager som f.eks. broccoli, det skal helst være bladgrønsager. Blend på høj hastighed og drik den helst frisk.  Lidt mynte eller basilikum er godt for smagen, hvis årstiden er til det.

Dagens smoothie bestod af:
5 blade palmekål
5 blade bladbede
1 lille dusk persille
2 syrlige æbler
4 dl vand

Æblerne gav meget til smagen, og jorbær eller hindbær er også være velegnet. Vodka skulle også være godt, hvis der skal lidt mere festligt over det. Det bedste af det hele er, at det fra egen have og helt økologisk 🙂

I morgen er der foto date for havebloggere i Palmehuset i Botanisk Have i København. Jeg satser helt klart på at være frisk efter endnu et par smoothies.