Ture, Udendørs julepynt, Værkstedsting, , ,

Udehygge

Så blev der endelig tid til at være ude i dagslys. Det er en luksus i øjeblikket, som både skal udnyttes og nydes. I går var vejret kun til indendørsbrug. Men i dag klarede det op, og  selv om solen kun kom i få strejf og der var sus i vinden, blev det til lidt udendørs sysler. Vinduerne blev pudset udendørs i stue og køkken. Enormt tiltrængt, da jeg bor ud til en stærkt trafikeret hovedgade. De blev pudset indendørs i går.På gårdspladsen fik jeg skiftet græskarene ud med lidt mere julet. Græskarene var egentlig hele og faste endnu, men vi har set på dem i et par måneder. Nu skal der være gran, kogler, kranse og hyacinter. Lanterne er også vigtige. Det er dem jeg kan se til hverdag i mørket 😉 Her en foran bryggersdøren. I haven er det lige før julerosen springer ud. Det er en trofast supermarkedsmodel, som jeg plantede ud for nogle år siden, og den trives og bliver større for hvert år. Min eneste Helleborus, men her er noget, som jeg vil til at dyrke lidt mere. De lyser op, når der ikke er så meget andet i haven.

Om eftermiddagen blev det også til en tur til Skamstrup Mølle, som holdt julemarked på alle etager. Vi købte en skøn honningkage, som vi tog med hjem til eftermiddagsteen, hvor det andet lys i adventskransen blev tændt.