Blomster, Buske, Sommerblomster, , , ,

Nyt bed med kulør på

Nye bede kan være lidt tamme at se på indtil de vokser til. Men sommerblomster kan hurtigt få det til at se ud af noget.

Det her er er et bed som blev gravet ud af græsplænen i april måned. Der er plantet en amerikansk blærespirea, Physocarpus ‘diablo’, som ses bagerst i billedet. Det bliver en stor kraftig busk med årene, men lige nu fylder den ikke så meget. Det er også meningen, at der skal være nogle stauder. Jeg har ikke helt bestemt mig for hvilke, så bedet er blevet plantet til med mine forspirede sommerblomster fortrinsvis i den rosarøde skala. Det er blevet et bed med bid i 😉

Rød rævehale, Amaranthus Caudatus,er en af dem. Den er meget dekorativ med sin røde hale, og også god i buketter.

Pink dusksalvie, Salvia viridis ‘Pink sunday’ er også fin. Jeg sår den hvert år inde, men den sår også sig selv rundt i haven.
I bedet er der også plantet store cremefarvede tagetes og hvid løvemund, som ses i baggrunden. Al den megen regn har nok gjort sit til, at det hele ser så frodigt ud lige nu. De her planter har haft godt af det. Men min køkkenhave og jeg kunne nu godt snart trænge til lidt sol og varme 😉