Krydderurtebedet ucensureret
Jeg har været lidt tilbageholdende med at vise et billede af hele kryddertebedet, som blev anlagt for et par måneder siden. Det er et smukt og frodigt bed, hvor planterne trives og gror.
Men så er der hegnet. Det er ikke ligefrem en skøn baggrund. Jeg havde endda overvejet at dække det til, mens jeg tog billedet. Men nej, hegnet bliver lavet til august, hvor det bliver noget med rionet på det eksisterende betonfundament. Indtil da ser det bare sådan ud. Vi har jo lige 35 meter mur i den modsatte side, som skal fikses først 😉
Jeg er god til at abstrahere fra det til daglig, og i stedet fokusere på det, der er smukt. Lige nu er der mange blomstrende krydderurter.
Denne citronté-mynte var en dejlig overraskelse. Den har nogle fantastisk flotte blomster. Men den kommer nok til at flytte lidt tilbage i bedet, for den er blevet ca. 75 cm høj, og står foran dukkehuset.
Den franske syre er også meget smuk med sølvgrå blade og lysegule blomster. Jeg har brugt den en del i salater og dressinger.
Løvstikken er nu blevet næsten halvanden meter høj, og blomstrer med sine mange sart gule blomster. Den led hårdt af at blive flyttet i starten maj. Jeg måtte klippe det meste af ned, men den er kommet sig helt fint nu.
Appelsinsalvien har nogle fine små blomster, som er næsten skrigende røde.
Solbærsalvien er næsten endnu mer skrigende i en pink nuance.
Der er også meget grønt i et krydderurtebed, så det passer fint ind mellem alle blomsterbedene, som godt kan have brug for lidt mere afdæmpet grønt. Jeg har ikke så meget græs tilbage i den ende af haven. Det er blevet til bede 😉
Dejligt krydderurtebed. Har allerede skrevet et par af dem op, som jeg vil have til efteråret.
Især citrontemynten er smuk at skue….Dejligt med ny inspiration.Tak for det.
Sikke nogle dejlige krydderurter. Jeg synes især citrontemynten er meget fin, men appelsinsalvien har også skønne blomster. Det er et fint krydderurtebed. Du har ret, man skal fokusere på det der er smukt, det andet kommer nok..
Det ser skønt ud. Det er så berigende med krydderurter, og at man bare kan gå ud og plukke af dem.
Jeg synes nu ikke, det ser slemt ud med dig hegn, når det er malet grønt 😉 Har du overvejet kastanjehegn? Det ville være perfekt til krydderurter.
Kh. Marlene
Hej Marlene
Jeg synes kastanjehegn er rigtig flotte. Jeg har 5 meter af det stående i den del af haven, jeg lejer af naboen. Men lige her vil det passe bedst med noget helt andet, fordi det skal være en forlængelse af et andet træhegn, der er 180 høj ind mod naboen. Det hegn skal også byttes ud med noget andet. Men der er 35 meter, så det venter vi nogle år med. Det er det med resourcerne 😉
Ok ja, så kender du det jo allerede 🙂
Ja for søren – det er dyrt med kastanjehegn, så jeg kan godt forstå, du vælger noget andet, når det er til så mange meter. Den eneste grund til, at vi har så meget af det (ca. 90 m) er, at vi pludselig kunne købe det engros. I øvrigt er der rigtigt mange, der tror, at det er hegn, vi selv laver… de skulle lige vide prisen – ha, ha….
Kh. Marlene
Nyder dine krydderurter.. og også mine egne.
Hvor kan jeg genkende det der med at være god til at ignorere, der, der generer øjet. (eller andet). Vi har selv nogle skæve hække og et gammelt lavt jernstakit mod den ene nabo, der er helt håbløst. Men jeg har valgt IKKE at se det, ind til vi får det pillet ned og erstattet af noget andet.
Citron-mynte… lyder spændende. KOmmer til at tænke på: laver du noget af dine krydderurter?
Kh. Marianne
Den Helbredende Have
Jeg bruger mange af dem som det grønne i dressinger og salater som f.eks. syre, koriander, selleripersille, purløg, persille. Løvstikke, estragon, salvie, timian og mynte bruger jeg også i madlavningen. Men jeg har også en del bare for at nyde dem, og så tiltrækkes folk af det. Vi får tit en god snak og en sniffer ved krydderurtebedet. Cola-malurten hører indtil videre til i den kategori 😉
Skønt krydderurtebed du har – og hegnet ser da ikke så slemt ud.
Ha´en god torsdag.
Knus Hanne Bente
Kære Hanne
Den ene del af hegnet er gået helt i stykker, og står og blafrer faretruende i vinden, hver gang det blæser. Naboen bruger en skovl til at holde det nogenlunde lukket for deres hund. Det er slemt!
Hej Ina
Det ser dejligt ud:)
Den franske syre og citronte-mynten er hermed kommet på min planteønskeseddel.
Kan du blive ved spørger min mand.
Hmm ja siger jeg.
Lotte
Nyd du dit skønne kryderurtebed 🙂
Der er vist ikke mange steder, hvor alt er perfekt, så du får endnu en ting at glæde dig over, når du engang når til at få gjort noget ved hegnet.
Det ser da ud til, at dine krydderurter stortrives 🙂
Det var i øvrigt rent deja vue at se dit hegn – jeg er ret glad for, at jeg slap af med noget af mit. Der står desværre stadig noget i baghaven ind mod naboen, som jeg håber på også at slippe af med en dag. Indtil da gør jeg ligesom dig og lader som om, jeg ikke ser det. Jeg har en ret aggessiv humle, som dækker det meste, så det er heldigvis ikke så svært 🙂
Jeg har da også sådan et sort blafrende hegn ind til gården bag sommerhuset – og det har jeg også behændigt undgået at få med på billederne på min blog. Det er helt befriende at se noget der ikke er helt perfekt hos dig – man tror jo altid at det kun er hos en selv at ting halter lidt her og der!
Skønt med lidt uorden. Jeg lagde faktisk ikke mærke til hegnet, før jeg læste teksten. Havde alt for travlt med at kigge på krydderurterne 😉
Bedste sommerhilsner
Birgitte
Jeg synes også at dit krydderurtebed er dejligt… skønne farver på urterne.
Skal vi ikke bare allesammen blive enige om at vi gerne må vise vores ‘grimme’ sider 😀
Jeg synes også at det er helt rart at se at der også er andre, som har ventende projekter i deres haver.
Så kom der endelig billeder af krydderurtebedet:-) Det ser skønt ud. Jeg fik for alvor lyst til at gøre noget ved min drøm om krydderurtebede, da jeg sidst læste om alle de spændende krydderurter du har i din have. Nu kan jeg se, at jeg kan glæde mig til en smuk blomstring også.
Hvor er det et skønt bed 🙂
Tænkte på om ikke en del af krydderurterne skal ind om vinteren eller ??
Har du købt dine planter fra frø eller som planter? Går stadig og drømmer om at lave et krydderurtebed..
God weekend herfra
Hilsen Karina
Af dem der står i bedet, er det kun stevie, solbærsalvie og appelsinsalvie jeg tager ind om vinteren. Måske også cola-malurt. Jeg har citron-verbena, rosmarin og ananas-salvie i krukker, som også kommer ind.
Jeg har sået mange af dem eller købt dem på plantemarkeder eller planteskoler.
Hvor er det dejligt med al den frodighed. Dit bed er blevet rigtig godt. -jeg synes heller ikke det gør så meget med hegnet, sådanne skønhedspletter har vi jo heldigvis alle – der skal være plads til menneskelighed selvom vi dokumenterer vores liv i billeder så jeg er glad for at du ikke dækkede det over:0)