Shopping til haven, Ture,

En sommerdag med andre have-freaks

Det har bare været en helt skøn sommerdag med sol og varme og næsten ingen vind. Jeg fik luget lidt mere af det ekstremt hurtigvoksende ukrudt væk i formiddags. Det er ligesom, man bare skal vende ryggen til et øjeblik, så griber det chancen og når en ½ meters højde på ingen tid.
I eftermiddags tog jeg på plantemarked i Hallebyore ved Jyderup. Det er ligeså langt ude på landet som det lyder.

Men på sådan en sommerdag er det bare noget af det bedste der findes 😉 Jeg tog lidt planter med, hovedsageligt krydderurter, og stillede en salgsbod op.

Om det var manglende skiltning eller sommerferien, som gjorde at det var meget sparsomt besøgt, var der flere bud på. Men det var ikke pekuniær rigdom, de 15-20 sælgende havefolk fik med sig hjem. Til gengæld gik have-snakken lystigt, og der var god tid til at studere de andres planteudvalg. Jeg fik vist også købt for mere end jeg solgte 😉

Det blev til japansk persille, uægte jasmin og en quenquela, som er en slags koriander. Jeg udviste fornuftigt mådehold her på en varm julidag.

Plantemarkedet blev holdt hos Grethe Møller og Arne Knudsen. De har en helt vidunderlig meget stor have med mange rum, vandløb,fuchsia og rigtig mange andre planter. Der blev disket op med kaffe og kage i haven, og der var heldigvis god tid til at beundre haven, og få snakket have med de andre ligeså interesserede haveejere 🙂

Det var det Haveselskabet, som stod for dette  arrangement. Oversigter over plantemarkeder og åbne haver kan man finde hos Haveselskabet og Landsforeningen Praktisk Økologi. Det er altid enormt hyggeligt at møde andre havefreaks 😉