Shopping til haven, Ture

Ystad i skarp sol

Turen gik som tidligere nævnt i dag til Ystad. Vejret var sommer og der var afsat en hel dag. Vi startede med loppis på Österports Torg. Gemalen fik købt sig en ny pung, og der kunne sagtens være brugt flere penge på skønne sager bl.a. hør-viskestykker, som jeg har en svaghed for, men pengene var reserveret til anden side i dag.

Ystad er en smuk by med mange gamle bindingsværkhuse og hyggelige gårdhaver. Vi spiste frokost i kaféen i Per Helsas gård. En gårdhave fyldt med kunsthåndværker-butikker. Kaféen var også ret speciel. Alt inventar var loppefund, og ikke to tallerkner var ens. Udenfor var der hængt vasketøj til pynt. Men maden var rigtig god.

Bemærk også personalets hovedbeklædning. Hæklede huer med røde og hvide striber!

Vi slentrede ned ad gågaderne, og stak næsen ind i flere gårdhaver. Vi prøvede også at finde et par private åbne haver, men det lykkedes ikke. Det gjorde ikke noget, for der var så meget andet smukt at kigge på, bl.a. denne blåregn som voksede tværs over en gård.

Klostret midt i byen havde nogle meget fine haver. En krydderurtehave og en kålgård, som begge var omgivet af og inddelt af buksbomhække. De havde en ret speciel løsning på kålsommerfugle-problemet. Hver kålplante var pakket ind i hønsenet. Kunne være rart at vide om det virkede!

Der var også en stor rosengård og en pæonhave. Meget smukke haver med knopper på spring.  Begge anlæg var pænt store, og er absolut et besøg værd, hvis man er på de kanter.

Vi nød en is i endnu en have, som mindede lidt om de små haver på Frederiksberg ved København. Jeg har glemt navnet, men det var tæt på klostret. Der var alt i alt meget hyggeligt i Ystad by. Der er meget kunsthåndværk, smukke huse, parker, gårdhaver og lidt wallander-kendt fandt vi også 😉

Derefter gik turen 3,5  kilometer udenfor byen til Åbergs Trädgård. En anderledes gammel planteskole, som dyrker sine planter efter miljøvenlige principper. Her var pæonerne sprunget ud. Den er ret stor og var meget velbesøgt i dag. De har “visningsträdgårder” og “visningsrabatter”, så man kan blive inspireret og fristet til at købe.

Så nu blev der løsnet op for shoppe-lysten. Jeg fik købt 4 forskellige slags dagliljer, en violet violfrøstjerne og 2 slags mørkviolette paletblade. Inden vi forlod stedet fik vi te og rabarbertærte i kaféen. Den kan anbefales. Der var god te i løs vægt, ikke noget med tebreve 😉 og rabarbertærten var også helt i top.

6 thoughts on “Ystad i skarp sol

  1. Sikke dog en perfekt dag – bedre fødselsdag kan en havenørd vist ikke forestille sig ;o). Jeg må give dig ret, Ystad er en rigtig fin by – fantastisk stemning og smukke hus.

    Knus
    Mette

  2. Det hørtes ut som en flott dag! Dagliljer er flotte blomster, og finnes i utallige farger. Du gjorde nok et godt kjøp der 🙂

  3. Lyder som en skøn skøn havetur..
    Dejligt at man kan tage på have cyberspace tur 🙂
    Hilsen Karina

  4. Det ser skisme godt ud 🙂 Specielt køkkenhaven/kålgården.

    Jeg har også en svaghed for de gamle svenske hørviskestykker og har en del efterhånden 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

WordPress Anti-Spam by WP-SpamShield