Kunst og haver i pinsen
Der er Kunstdage i Pinsen i Kulturregion Midt- og Vestsjælland i disse dage. Vi udvalgte nogle steder i Holbæk og Tuse Næs og tog en rundtur i dag. Nogle af stederne med skønne haver også, sådan helt tilfældigvis 😉
Vi startede i Holbæk med keramik hos Helle Høyer Keramik, hvor jeg var tæt på at købe en havfrue. Galleri Slott måtte vi naturligvis også se, når nu lejligheden bød sig. Dejlige spektakulære billeder, men i den lidt dyre ende.
Så fortsatte vi mod Tuse næs, hvor første stop var Løserup. Her har Anne-Mette Steinbock Galleri Bøgebjerg i en skøn gammel have. Lidt vildvokset i hjørnerne, men haven var stor, så det var fuldt ud forståeligt. Gårdspladsen var helt vidunderlig ligesom kaprifolien.
Jeg var ret betaget af både Olga stra‘s billeder af akryl med tekstil og af haven. Indkøbene var af økonomiske årsager nød til at begrænse sig til nogle flotte postkort, og så fik jeg taget en del billeder af haven.
Efter et par andre besøg tog vi til Tuse Næs Kunsthåndværk. Her er der udstilling, og en stor butik med tøj og kunsthåndværk. De har også en cafe, hvor vi fik en dejlig sandwich til frokost. Det hele var meget nyt og nyanlagt, så med lidt år på bagen bliver området sikkert flot.
Her kunne jeg også have fornyet garderoben, kurve- og tekop-bestanden betragteligt, men jeg var igen mådeholden.
Så tog vi til Bjergsted ved Jyderup, hvor Malene Allpass laver nogle helt fantastiske lysekroner. Her kunne både jeg og manden godt se en sådan over vores spisebord. Se flere Her. Den kommer på ønskelisten.
Sidste stop var keramikeren Anne Rolsteds have i Kagerup. Her var det absolut haven som trak for mit vedkommende. Den er omtalt i Dalbys “Drømmehaver”, så forventningen var høj. Den blev også indfriet til fulde. Det er en skøn lidt vild have i skoven. Anne fortalte, at når hun plantede var det lidt efter princippet survival of the fittest, og så bliver udtrykket lidt vildt og meget frodigt.
Ifølge manden havde han fældet skovens træer efterhånden som haven skulle vokse, og Anne havde stået for resten. I en lidt anden målestok er det vel lidt ligesom græsplænen hjemme hos mig, bortset fra at jeg også fjerner græsplænen 😉
Der er mange specielle træer og planter i haven. Koreakornellen har jeg allerede bestilt hos den lokale planteskole.
Vi fik også set en rakubrænding hos Anne inden turen gik hjemad. En herlig dag med mange indtryk. I morgen er der “bare” den hjemlige have på programmet 😀
Det lyder som en herlig dag med mange gode oplevelser 🙂
Flotte bilder! Koreakornell er en nydelig plante.
Kan godt forstå du forelskede dig i koreakornellen Ina……den er fantastisk smuk også åkande magnolien :0) Det lyder som en helt fantastisk tur med gode oplevelser på en 2. pinse dag :0)
Knus Dorthe
Rigtig flotte billeder – jeg tror godt mit Visa-kort kunne blive rødglødende sådan et sted.
Ha´en god mandag:
Knus Hanne Bente
Det var mange og dejlige oplevelser på samme dag – det lyder rigtig spændende med den havfrue som du var ved at købe?
Den var ca. 15 cm høj og af keramik, og meget smuk 😉
Du glemte anden havldel af mandens sætningen ” – havde fældet skoven og betalt planterne”
😉
Det der med økonomi er sådan et lidt kedeligt emne, også i have-sammenhæng 😉