Ukrudtstoppen

Skiftevis sol og regn får alting til at vokse, som var det betalt for det. Især ukrudtet er da gået helt amok. I går gik min fridag med lugning det meste af dagen, så tankerne kredsede en del om ukrudt. Det fik mig til at lave en top tre over det værste ukrudt i min have.

Kortstråle ligger helt klart på førstepladsen. Den sår sig selv helt uhæmmet, hvis man ikke er efter den. Søren Ryge har bandet den langt væk flere gange i sine programmer, og jeg er enig. Den er ikke en gang pæn.

Andenpladsen tager snerler. De har uhyggelig meget fat i min køkkenhave. De er altid for tæt på løg og kartofler til at man kan grave dem væk. De har også infiltreret flere jordbærbede, og de må have rødder som stikker meget dybt.

Tredjepladsen tager springbalsamin. Den så sig selv uhæmmet alle vegne, og kvæler alt under en halv meters højde, hvis den får lov. Effektiv som bunddække, hvis man vil. Det vil jeg ikke. Jeg har kun haft den i et par år, og jeg er ret sikker på, at den kommer fra den lokale planteskole. De har den nemlig også i rigelige mængder. Den er nem at hive op, så derfor er den nede på tredjepladsen.

Havepest, hyrdetasker, kvikgræs og tidsler kommer også højt op på listen. Hvis man vil have navn på sit ukrudt er ukrudtsnøglen en god hjælp. Det meste på listen er også pænt repræsenteret i min have. Men der er da også nogle, hvor jeg heldigvis er forskånet, som f.eks. padderokker.
Der er stadig meget at tage fat på derude, så der bliver et par dage mere i ukrudtets tegn 😉

I dag efter arbejde har den stået på jordbærplukning. De giver også vildt meget lige nu 😀  Og så har vi ellers nydt den sidste lune aften i denne omgang med at side ude til klokken ti med te og jordbær.

 

 

En pose blandet fra Brugsen

For et par dage siden viste jeg billeder af min lysegule røllike Credo. Jeg har også andre rølliker. De stammer fra en pose med blandede pastelfarver, som jeg købte i Brugsen for et par år siden.

De har levet en lidt omtumlet tilværelse med megen flytteri rundt i haven, indtil de har fundet deres plads. Det er det med farverne. Jeg synes tit, at det er svært med frøblandinger med blandede farver. Hvor skal man sætte planterne før man ved, hvad farve de har?  De her har fået plads i et bed med andre lyserøde og rosa blomster. De gule og hvide i andre bede.

Jeg har også haft blandede lupiner stående i potter et helt år indtil de kom i blomst. Det er lidt bøvlet, så fremover bliver de sået eller sat i rækker i skære- eller køkkenhaven.
I år har jeg sået en pose med rølliker i brændte farver. De blev sået inde i potter, og er nu flyttet ud i en række i skærehaven. Der skal de stå indtil de blomstrer næste år, hvor de så skal flyttes hen til deres blivende sted.

Jeg har først ferie om et par uger, men har en enkelt fridag i dag 🙂 Den skal vies til ukrudtet.  Det er gået fuldstændig amok i haven med alt den sol og regn. Alting vokser helt vildt. Det ser faktisk meget vildt ud, og jeg kan slet ikke følge med. Det er lidt ligesom med bloggeriet i øjeblikket. Det er ikke meget, jeg når rundt i blogverdenen. Jeg får mange dejlige kommentarer, som jeg sætter STOR pris på. Men jeg er ikke så god til at kommentere hos andre i øjeblikket. Det kommer…. jeg bare lige ud og fjerne ukrudt først 😉

Det gullige lige nu

Jeg hører til de gul-forskrækkede haveejere. Måske skal jeg snart til at sige eks-gul-forskrækket, for jeg er faktisk begyndt at kunne lide de gule farver i haven. Jeg er i hvert fald begyndt at fokusere mere på dem. Nok ikke de helt netto-gule, men de mere svagt/bleg-gule og grøn-gule farver. Nogen af dem har nok altid været der, men jeg har bare ignoreret dem, eller også har de været henvist til køkkenhaven. Nu rykker de længere frem i haven, og der er også et par nyindkøb imellem. Her er nogle af dem, som lyser op lige nu.

Klik på billederne for at få dem i stort format.

Åben have hele sommeren

Lige nu har jeg åben have. Ikke sådan i traditionel forstand, hvor jeg stolt viser min have frem for besøgende. Det er nærmest tvært i mod.

Vi har fjernet ca. 35 meter faldefærdigt hegn mod nord. Motorsaven klarede det meget kvikt, som var det tændstikker. Det var meget mørt. Nu står der kun stolperne igen, og haven er helt åben.

Ud over stolperne er der også et betonfundament med mere eller mindre brugbare jernstolper tilbage. Vi skal have en pudset mur i stedet. Det bliver et projekt som kommer til at strække sig over hele sommeren, så jeg kommer til at vænne mig til at have åben have i lang tid.

Her er min udsigt til naboens asfalt-gårdsplads med trailer, trampolin og tørrestativ og næste nabos raftehegn. Planterne og træerne er i min have 😉

Men vi får en 35 meter lang sydvendt mur, hvor der med tiden skal bygges et drivhus til midt på, så derfor klarer jeg helt fint, at have åben have hele sommeren 😀

Åh, jordbærtid

Nu er der bare så mange jordbær, at der havner flere i fryseren, end vi kan spise hver dag. Jeg har 2 jorbærsorter, den søde Corona og den remonterende ostara.

Solsortene kan heller ikke følge med mere. De er gået over til ribsene i stedet 😉

 

Vild med vilde blomster

Ja, jeg er vild med vilde blomster. De kan være lidt svære at tæmme i haven, fordi de ofte spreder sig uhæmmet ved frøformering eller rodskud,og så bliver de til ukrudt i stedet. Nogen gange ligefrem hade-planter. Til den kategori hører i øjeblikket mælkebøtter, kortstråle, springbalsamin og snerler i min have. Vilde valmuer har jeg også, men de er ikke noget problem.

Men i morgen skal jeg ud og nyde, se og plukke vilde blomster. Det er nemlig ” De vilde blomsters dag i norden” i morgen, og Dansk Botanisk Forening har arrangeret 88 ture rundt omkring i Danmark, hvor kyndige turledere tilbyder botaniske oplevelser og spændende viden om vilde vilde blomster. Se mere på foreningens hjemmeside HER. Tur nr. 57 Maglesø er tæt på mig, så det kunne godt være, at jeg skulle udstyre mig felt-flora, lup og gummistøvler i morgen.

Apropos billedet, så er i øvrigt også “Dansk mølledag” i morgen, hvis man også er til det, eller har brug for at kombinere turen med mere action 😉

Hvis der er nogen som har problemer med at se, når der er nye opslag på Anna’s Plads facebookside, så meld gerne tilbage. Det skulle virke hvis man klikker på “Synes godt om” ud for Anna’s Plads. Men giv besked, hvis der ikke virker.

 

Så sprang den sidste pæon ud

Sarah Bernhardt var den sidste af mine pæoner som kom i blomst. Den er så gudeskøn, at den er perfekt som afslutningsnummer.

Det er også den eneste pæon med navn i min have. Da jeg lagde pæon-knolde i haven  for 3-4 år siden, var jeg endnu ikke så god til det med navne eller at gemme navneskilte. Det er jeg nu 😉

Men smukke er de jo alligevel. Jeg har 4 forskellige slags. Sarah og en lyserød, en hvid og en meget rød.

Det tager et par år før de rigtig bliver til noget, så det med at plukke buketter nænner jeg endnu ikke. Næste år måske.

Der har været mange flere blomster i år end tidligere. Den røde har fået et stativ til at holde den oppe, men de andre har klaret sig fint uden. Hver gang jeg går min rundtur i haven, skal jeg altid lige hen og beundre og snuse til pæonerne. De er noget særligt 😉

Kartoflens dag i dag

Det er Valdemars dag i dag. Den dag i 1219, at Dannebrog ifølge myten faldt ned fra himmelen i Estland, hvor den danske konge Valdemar Sejr kæmpede mod esterne i slaget ved Lyndanisse. Men det er også kartoflens dag i dag 🙂

I hvert fald på plejehjemmene. Danmarks Kartoffel Råd gennemfører nemlig hvert år “Danmarks største ældrefest” på Valdemarsdag. På Valdemarsdag, den 15. juni, er det blevet en tradition, at vores ældre medborgere på pleje-hjem/ældreinstitutioner spiser nye, danske frilandskartofler, gerne ledsaget af en snaps eller to. Det lyder i mine ører som en rigtig god tradition, som gerne må forsætte, når jeg når dertil 😉

Hvordan ved jeg egentlig sådan noget. Jo, Servicestyrelsen har udgivet en skøn kalender til at hænge op i opholdsrum på plejehjem og lignende. Jeg synes nu også den ville passe fint ind i enhver børnefamilie eller daginstitution, så man kan snakke om årets mærkedage.

Mine kartofler er ikke så langt fremme endnu, som det ses af billedet. Vi nød nogen fra en nærliggende gårdbutik i dag, og ellers kan man jo bare fejre dagen i morgen.

Krydderurterne lige ved hånden

Normalt har jeg svært ved at finde plads til sammenplantninger i min have. Jeg har mange krukker, men der er kun en slags planter i hver. Det fungerer bare bedst sådan for mig. Men nu har jeg gjort en undtagelse. Jeg har lavet en kurv med forskellige krydderurter.

I kurven er der uret rundt fra øverste venstre hjørne: purløg, marokansk mynte, æblemynte, koriander, persille,  belgisk syre, persille-selleri, citronmelisse og oregano i midten.

Jeg synes faktisk, at det ser godt ud. Måske fordi det er meget grønt og ikke storblomstret. Samtidig er det praktisk med krydderurtene lige ved hånden. Kurven står ved havestuedøren, så man lige kan stikke hånden ud og tage, hvad man skal bruge, selv om det er regnvejr, eller man bare ikke gider tage sko på og gå ud.

Jeg har et stort krydderurtebed i haven, hvor der er de samme urter og en hel masse andre. Mere om det en anden dag 😉

Kunst og haver i pinsen

Der er Kunstdage i Pinsen i Kulturregion Midt- og Vestsjælland i disse dage. Vi udvalgte nogle steder i Holbæk og Tuse Næs og tog en rundtur i dag. Nogle af stederne med skønne haver også, sådan helt tilfældigvis 😉

Vi startede i Holbæk med keramik hos Helle Høyer Keramik, hvor jeg var tæt på at købe en havfrue. Galleri Slott måtte vi naturligvis også se, når nu lejligheden bød sig. Dejlige spektakulære billeder, men i den lidt dyre ende.

Så fortsatte vi mod Tuse næs, hvor første stop var Løserup. Her har Anne-Mette Steinbock Galleri Bøgebjerg i en skøn gammel have. Lidt vildvokset i hjørnerne, men haven var stor, så det var fuldt ud forståeligt. Gårdspladsen var helt vidunderlig ligesom kaprifolien.

Jeg var ret betaget af både  Olga stra‘s billeder af akryl med tekstil og af haven. Indkøbene var af økonomiske årsager nød til at begrænse sig til nogle flotte postkort, og så fik jeg taget en del billeder af haven.

Efter et par andre besøg tog vi til Tuse Næs Kunsthåndværk. Her er der udstilling, og en stor butik med tøj og kunsthåndværk. De har også en cafe, hvor vi fik en dejlig sandwich til frokost. Det hele var meget nyt og nyanlagt, så med lidt år på bagen bliver området sikkert flot.

Her kunne jeg også have fornyet garderoben, kurve- og tekop-bestanden betragteligt, men jeg var igen mådeholden.

Så tog vi til Bjergsted ved Jyderup, hvor Malene Allpass laver nogle helt fantastiske lysekroner. Her kunne både jeg og manden godt se en sådan over vores spisebord. Se flere Her. Den kommer på ønskelisten.

Sidste stop var keramikeren Anne Rolsteds have i Kagerup. Her var det absolut haven som trak for mit vedkommende. Den er omtalt i Dalbys “Drømmehaver”, så forventningen var høj. Den blev også indfriet til fulde. Det er en skøn lidt vild have i skoven. Anne fortalte, at når hun plantede var det lidt efter princippet survival of the fittest, og så bliver udtrykket lidt vildt og meget frodigt.

Ifølge manden havde han fældet skovens træer efterhånden som haven skulle vokse, og Anne havde stået for resten. I en lidt anden målestok er det vel lidt ligesom græsplænen hjemme hos mig, bortset fra at jeg også fjerner græsplænen  😉

Der er mange specielle træer og planter i haven. Koreakornellen har jeg allerede bestilt hos den lokale planteskole.

Vi fik også set en rakubrænding hos Anne inden turen gik hjemad. En herlig dag med mange indtryk. I morgen er der “bare” den hjemlige have på programmet 😀