Lidt mere nydning

Som opfølgning på et tidligere indlæg kommer her lidt flere narcisser og tulipaner, som er sprunget ud siden sidst. De skal også nydes nu, for det går hurtigt i varmen.

Jeg har problemer i øjeblikket med at skrive kommentarer på andres blogge. Jeg får en fejlmeddelelse fra Blogger hver gang. Derfor er jeg lidt “stille” i dag 🙁 Er der andre som har samme problem?

Rabarbersaft

Nu er der der masser af rabarber. Jeg har både kæmperabarber og vinrabarber. Jeg er ikke så god til at bruge af dem, og det er ikke fordi jeg ikke kan lide det. Tværtimod jeg elsker rabarbertærte, og hvad man ellers kan lave af rabarber. Men jeg får det bare ikke gjort. Der er altid så meget andet, der liiige er vigtigere.  Især her om foråret, hvor haven har en magnetisk tiltrækning, går det lidt ud over kokkeriet i det hele taget.

Men nu fik jeg taget mig sammen alligevel. Lige inden påskeferien sluttede fik jeg lavet rabarbersaft af kæmperabarberen, som allerede er en meter høj. Det er ret let og smager rigtig godt.

Opskrift:

3-4 kilo rabarberstilke i mindre stykker, 3 liter vand, en stang vanilje og 6 hele nelliker bringes i kog, og koger ca. ½ time. Så hældes det hele igennem et klæde eller en si, og mens det stadig er varmt tilsættes ca. 1 kilo rørsukker og røres om. Nu kan det hældes på flasker. Det bliver til ca. 4 liter. Det kan holde sig i ca. 12-14 dage i køleskabet, så der må smovses 😉 Det kan drikkes rent, men kan også blandes op med vand. Det kræver en ret stor gryde, men man kan baret lave en mindre portion, hvis det passer bedre.

Ups der røg et stykke af græsplænen igen!

Nu er påskeferien ved at være slut, og enten er den for kort eller også har jeg for mange projekter. Der er sådan lidt deja vu over den fornemmelse 😉 Det har været en fantastisk ferie rent vejrmæssigt, og jeg kunne sikkert godt bilde mine kolleger ind i morgen, at jeg havde været en uge på Mallorca. Jeg er blevet godt solbrændt, dog mest i nakken og på skuldrene, fordi jeg har tilbragt det meste af ferien med næsen rettet mod jorden i haven.

Der er altid meget der skal gøres i haven om foråret, og så er der alle projekterne. Både de planlagte, og dem der opstår spontant. Det er de sidste, som nogen gange(ofte) tager overhånd, og får mig til at spekulere over, om jeg nu har gabt over for meget.  Men så er det, at man skal fokusere på det, som man har nået. Jeg fik fjernet roden af et stort udgået japansk kirsebærtræ. Jeg fik plantet nye træer, en blodblomme og en brogetbladet ahorn. Det er den på billedet, altså stammen af den. Det resulterede så også i, at jeg kom til at grave et nyt bed ud i græsplænen. Det var ikke planlagt, men det skal nok blive flot.
Jeg fik fjernet en del fliser og lagt nogle nye omkring mit nye krydderurtebed. Det er ikke færdigt endnu, så det vender jeg tilbage til på et senere tidspunkt.
Jeg fik ryddet en masse op rundt omkring, bl.a. i planteværksstedet. Her har jeg alle de planter, som er til overs fra bedene, og skal have et nyt voksested.

Det fik mig til at huske på, at jeg skal blive bedre til at sætte skilte i potter. Det er lidt svært at se, om planten er død eller den først skal spire senere, når man ikke ved, hvad det er for en. Men der dukkede også overraskelser op, som denne grønne purpursolhat, som jeg havde købt, men ikke fik plantet i efteråret.

I køkkenhaven fik jeg lagt løg og kartofler, og sået persille, salat, gulerødder og kål. Ikke helt som planlagt. Det meste skete faktisk først idag, da tiden løb fra mig. Men nu er det gjort, og så må det godt regne. Der er ved at være ret tørt.

Det går stærkt med løgvæksterne i varmen, og hyacinterne er ved at takke af. Det er påskeferien også. Den har været dejlig, men jeg kunne nu godt bruge lidt mere af den. Jeg har stadig græsplæne tilbage 😉

Nu skal der nydes

Det er jo helt fantastisk med høj sol og sommertemperaturer i dagevis her i påsken. Både grill, solcreme og shorts er taget i brug. Haven er fyldt med store og små projekter, og alting eksploderer i et gigantisk blomsterflor lige i øjeblikket.

Det går lynhurtigt, så det gælder om at fange nuet og glædes over det, for det er også hurtigt forbi. Jeg tænker specielt på narcisser og tulipaner. De skal bare nydes nu.

Nogle tulipaner har jeg ikke lagt. De dukker lige pludselig op i en ny farve!

Jeg har ikke helt styr på navnene. Det er et noget jeg skal arbejde med. Det med at få ordenligt registreret, hvilke løg jeg lægger hvor.

Denne er jeg ret sikker på er Mount Hood.

Eller også er det denne.

Og det er vist nok Salome.

Superflot, men har svært ved at holde sig oprejst med sit fyldte hoved.

Vibeæg og liljebiller

Nu blomstrer alle vibeæggene. De helt unikke ternede blomster. Jeg har heldigvis fået flere små kolonier af dem i haven, hvor de bliver flere og flere.

Jeg er vild med dem, men det er der også en anden fætter, som er. Det er liljebillen. En lille knaldrød bille, som på afstand kan forveksles med en mariehøne. Der sidder en nederst på billedet ovenover, og nedenunder i lidt større format.

Jeg ved ikke, om der er noget godt ved dem. Det kedelige er, at de spiser knopper og blade på bl.a. liljer, vibeæg og tobaksplanter. Af andre kedelige egenskaber kan nævnes, at larverne er dækket af et lag afføring, som afskrækker fugle og andre rovdyr. Billerne sig falde og undgår at blive ædt. De er også lidt svære at fange af samme grund. Der er en artikel om den i Havenyt.

Mine vibeæg, når de som regel ikke at få kål på, men liljer har jeg ikke den store succes med. Derfor indsamler jeg dem, og træder på dem. I går fandt 7-8 stykker, så jagten fortsætter, og imens nyder jeg alle vibeæggene.

Køkkenhaven kalder

I går kom løgene i jorden. Jeg har stadig gule kepaløg, skalotteløg og rødløg fra sidste års høst, så indenfor løg er jeg faktisk selvforsynende. Jeg har lagt de samme slags i år. Der er ikke så meget af se endnu. Det bliver et billede af violerne i kanten af køkkenhaven i stedet.

I dag står den på klargøring af jord og såning i resten af køkkenhaven. Altså, det som kan komme i jorden nu. Jordtemperaturen er ifølge Planteinfo er ca. 9,5  grader. Jeg skal have sået persille, dild, gulerødder, kål, salat og spinat. Jeg skulle helst også have sået lidt i skærehaven. Nu må vi se, hvor lang jeg kommer, men jeg har en hel dag i haven foran mig 😀

Sjællandsk glemsomhed og jysk snuhed

Jeg kom hjem i går efter en dejlig tur i det jyske, nærmere bestemt Skørping/Ålborg. Det var familiebesøg med masser af hygge, god mad og ture. Vi har fået nyt kamera, så der blev taget rigtig mange billeder, så vi kunne lære det at kende. Eneste minus var, at vi havde glemt at sætte memory kortet i  🙁 Det var godt nok træls, som de siger, der på egnen. Det glemmer vi ikke en anden gang!

Til gengæld fik jeg et godt tip af svogeren. Han havde været i Biltema og købt 5 kilo optændingspinde til brændeovnen for 44,90 kr.

Han brugte dem bl.a. til plantepinde. De var perfekte i størrelsen, 26 x 1,5 cm og 3 mm tykke,  og så var de noget billigere end dem jeg har købt i år til 25 kr. for 20 stk. i nogenlunde samme størrelse. Der må være nogle tusind stykker i sådan en pose.

Jeg fik lige taget et billede af hans nysåede højbed med plasttunnel, hvor man kan se plantepindene i brug. Det var efter, at vi opdagede det med memory kortet.

Jeg fik et par hundrede stykker pinde med hjem, så nu kan jeg klare mig resten af sæsonen, og ellers smutter jeg lige en tur i Biltema 😉

På vej

Der er så meget på vej i øjeblikket. Her er det en en syrenknop fra haven.

Billedet er taget i går lige før jeg tog afsted. Jeg også på vej, så det bliver kun til lidt hurtig blogging lige nu 😉

Påskeferie, hyacinter og scilla

Påskeferien er lige om hjørnet. Jeg skal lige et par dage til Jylland, og derefter står der HAVE på programmet. Vejret ser ud til at arte sig rigtig fint med sol og ikke for meget blæst. Det første jeg kaster mig over bliver køkkenhaven. Jeg skal have lagt løg og kartofler, og sået salat, persille, gulerøddder og meget andet. Her er lige et par billeder fra haven i dag af forskellige hyacinter og scilla. De pibler heldigvis frem allevegne, og med meget sol og varme går det stærkt, så lige pludselig er de afblomstret igen.

Klik på billederne for at få dem i stort format

Pileflet til haven

I går var jeg på kursus i pileflet til haven. Jeg har aldrig prøvet at flette pil før, og jeg har egentlig heller ikke været særlig begejstret for pileflet i det hele taget. Sidste år købte jeg for første gang et pilestativ til slyngplanter, og synes faktisk, at det var ret pænt, så det blev til to mere.

Første pileflet fra min hånd

Vores lokale forening “Aktive kvinder i Ugerløse” havde pileflet på programmet, så jeg tænkte, at nu ville jeg prøve det. Vi var tre foruden Heidi, som var instruktør, så der var plads til individuel vejledning.

Mit første japanske øje

Jeg fik produceret et stativ til slyngplanter og en staudeholder. Det var rigtig sjovt og hyggeligt, og jeg er ret godt tilfreds med resultatet, så nu er jeg hooked.

Jeg fortsætter efter påske med pileflet hos Heidi en gang om ugen 🙂