Feriesysler

Nu er julen vel overstået. Det sidste julehalløj var julefrokosten i tirsdags, og så er der ferie til d. 2. januar 🙂 Jeg havde jo forestillet mig, at nu skulle resten af ferien gå med småprojekter inde og ude og afslapning. Men der kom lige en virus forbi. Manden blev ramt d. 22. og har slæbt sig igennem julen med ondt i halsen og forkølelse og er stadig ikke helt frisk. Jeg ventede til gæsterne var gået i tirsdags, og så var det min tur. I går var aktivitetsniveauet på tv-kiggeri, kabale på computeren og intet andet. Lige nu har jeg altså ved hjælp af diverse medikamenter som næsespray, panodil og mentolsalve svunget mig op til at skrive på computeren. Det er forhåbentlig et niveau som holder. Helt skønt vil det være hvis jeg også får energi til at fjerne det mest julede pynt i dag. Især er det store juletræ efterhånden noget uønsket i vores lille stue, selv om det er et træ med historie. Det var oprindelig et lille 40 cm træ, som min datter havde på sit værelse til jul for nogle år siden. Hun plantede det derefter ud i sin lille haveplet ved køkkenhaven. Da vi skulle bygge mur i sommers måtte det væk. Det var nu blevet ca. 2½-3 meter højt. Vi prøvede at redde det, ved at flytte det til et andet sted i haven, fordi det skulle være året juletræ.  Træet kom sig aldrig rigtig efter flytningen, selv om det fik støtte til at modstå østenvinden og blev vandet jævnligt. Grenspidserne blev ved med at hænge, og der kom efterhånden lidt lysebrune pletter i nåledragten hist og her. Men vi opgav ikke, for det skulle kun klare et par dage inde i stuen, og det var vigtigt. Juleaften blev det fældet. Det meste af toppen skulle heldigvis kappes på grund af stuens lofthøjde. Toppen var nemlig især ramt af manglende spændstighed og grøn farve. Men ind kom det, og som sig hør og bør i vores familie pynter alle lidt på træet i løbet af dagen. Der er ikke så meget stil over det, men sådan skal det være. Det står normalt kun inde 3-4 dage, så det er ikke noget problem. Men lige nu på 6. dagen står det stadig inde med al sin pynt, grenspidser der peger lodret nedad, mange nålefri grene og endnu mere lysebrunt look. Jeg er sikker på, at det kommer ud i dag sammen med virussen 😉

2. juledags roser

Der har ikke været meget udendørstrang over vejret i dag. Det har været gråt i gråt og meget blæsende. Men en lille times tid med oprydning i haven blev det alligevel til. En mandag med dagslys i haven var helt fin til at fjerne visnede klokkeranker med stativer og flytte flyvske blade tilbage i bedene.Til min glæde opdagede jeg, at nu var julerosen, Helleborus Niger, sprunget helt ud. Perfekt timing i år 😉

Glædelig jul

Jeg ønsker jer alle en glædelig jul med billeder af julebordet i går.

Det blev i rødt, orange og guld. Mostræerne gav lidt grønt til bordet.

Appelsiner og japanske lygter er de orange indslag.

Bondegårdsdyrene er købt i genbrugsbiksens legetøjsafdeling og har fået en gang guldspray.

På hver tallerken er der lagt en grankvist med kanel på servietten.

Menuen var helt traditionel flæskesteg og and med tilbehør. Ris a la manden blev serveret på de nyindkøbte juleplatter fra genbrugsbiksen, men de kommer også i brug som sildetallerkener til julefrokosten på tirsdag.

Ha’ en fortsat glædelig jul 😀

7 nye træer

I går var der 7 dage til juleaften, jeg fik kreeret 7 små mos-træer til julebordet og jeg fik 7 rigtige i Lotto. Nej, det blev desværre kun til 4 rigtige. Men jeg måtte jo lige prøve efter min helt ekseptionelle heldige uge i blogland, hvor jeg vandt 3 give aways. De to første er beskrevet i forrige indlæg. Den tredje fik jeg af Birgitte fra En landliggers dagbog, og det var en broderet fuglebroche, som jeg havde set mig rigtig meget lun på, en skøn havekop og nogle sjove gaffelplanteskilte. Du kan se præmien HER. Jeg er super glad for den, og jeg tror ikke man kan få for mange gaver 🙂Mostræerne er lavet af oasis, der er beklædt med mos, som er hæftet fast med kramper af elefanttråd(det var det jeg havde) og samlet med rødt sejlgarn i toppen. De står i en potte med ler, som er dækket af mos og hortensiablomster, og en gren fungerer som stamme. Jeg fik ideen fra det tidsskrift, som jeg vandt tidligere på ugen. De skal være en del af borddekorationen til årets juleborde. Lige nu skal de stå i små grupper i vindueskarmen og på kommoden og pynte. I går fik jeg også købt sildetallerkener til julefrokostbordet. Det er 10 stk. Bing & Grøndals juleplatter fra 70’erne og 80’erne til en femmer stykket fra den lokale Røde Kors butik. Jeg har et par dage mere til udtænke resten af borddækningen, for den skal helst være noget særligt. Der kommer helt sikkert billeder, for det der med haven, er sat på pause lige nu 😉

Nu skal der læses og bages

Da jeg kom hjem her til aften lå der 2 pakker i postkassen til mig. I søndags var jeg nemlig den heldige vinder af ikke mindre end 2 give aways. Fra Birgittes blog Havebloggen er det sidste nye nummer af tidsskriftet “Country homes & interiors”, som jeg nu er blevet ejer af . Ud over en masse skøn læsning om engelsk country indretning og have, som jeg vil slupre i, er der også en interessant artikel om Ilex(kristtorn) som kan formes og klippes på samme måde som buksbom. Især fordi Buksbom i øjeblikket rammes hårdt af svamp mange steder.

Fra Marlenes blog Min gamle jul vandt jeg gamle udstiksforme, linseforme og en klejnespore. Jeg har endnu ikke bagt småkager i år, så de kommer meget belejligt. Jeg samler på kageforme, nye som gamle, så jeg har en pæn samling allerede. De bliver både brugt til bagning og pynt. Men der var flere imellem, som jeg ikke havde, bl.a. skotsterier, and, haj, måne, lusekat og en rombe.

Kransetid

I går blev der tid til et par timer i Hønsehuset med kransebinding. Jeg er ikke særlig rutineret, det bliver kun til et par stykker hvert år til jul. Men der går virkelig fordybelse i projektet, så ud over at bidrage til juleudsmykningen, er kransebindingen helt sikkert sundt for sjælen og udmærket finmotorisk gymnastik for fingrene. Jeg havde hentet inspiration i et par bøger fra reolen og biblioteket. Hønsehuset er uden moderne faciliteter, så lys og opvarmning foregår med stearinlys. Det er vildt hyggeligt i et par timer, men lidt for koldt i længere tid. Mos, blød ene og nogle eucalyptuslignende grene er indkøbt, og kogler og rensdyrlav indsamlet tidligere på året. Det blev til en enkel moskrans. Jeg havde ikke helt nok, så jeg supplerede med lidt fra græsplænen, så derfor bliver den en udendørs krans til hoveddøren. Resten af kransene kom indenfor i huset.En krans af rensdyrlav og lærkekogler. En krans i blød ene med glaskogler. Et hjerte. Til sidst en blandet, lidt løst bundet.

Klik på billerne for at få dem i større format.

 

Inspiration til julebordet

I dag efter arbejde og skole tog vi en pigetur til København for at shoppe og se på juleborde hos Royal Copenhagen. Det er efterhånden blevet en tradition, at vi skal have set julebordene. Det er altid forskellige kendte eller virksomheder, som dækker bordene med Royal Copenhagens produkter.De er tit meget fantasifulde og alt for meget, men super inspirerende. Her er det designeren Anja Vang Kragh og Lise Vang, som har sat et stort blomstrende træ på bordet. Der er lidt “efter festen” stemning over det her 😉
Ellers kan man i år bl.a. se smykkekunstneren Gerda Lynggaard, Perchs Thehandel, skuespilleren Ellen Hillingsø, advokat Merethe Stagetorn  og tidligere udenrigsminister Uffe Ellemanns bud på et julebord. Sidstnævnte med lystfiskertema.

Du kan se flere af bordene HER på deres hjemmeside ved at klikke på pilene i hver side.

Udehygge

Så blev der endelig tid til at være ude i dagslys. Det er en luksus i øjeblikket, som både skal udnyttes og nydes. I går var vejret kun til indendørsbrug. Men i dag klarede det op, og  selv om solen kun kom i få strejf og der var sus i vinden, blev det til lidt udendørs sysler. Vinduerne blev pudset udendørs i stue og køkken. Enormt tiltrængt, da jeg bor ud til en stærkt trafikeret hovedgade. De blev pudset indendørs i går.På gårdspladsen fik jeg skiftet græskarene ud med lidt mere julet. Græskarene var egentlig hele og faste endnu, men vi har set på dem i et par måneder. Nu skal der være gran, kogler, kranse og hyacinter. Lanterne er også vigtige. Det er dem jeg kan se til hverdag i mørket 😉 Her en foran bryggersdøren. I haven er det lige før julerosen springer ud. Det er en trofast supermarkedsmodel, som jeg plantede ud for nogle år siden, og den trives og bliver større for hvert år. Min eneste Helleborus, men her er noget, som jeg vil til at dyrke lidt mere. De lyser op, når der ikke er så meget andet i haven.

Om eftermiddagen blev det også til en tur til Skamstrup Mølle, som holdt julemarked på alle etager. Vi købte en skøn honningkage, som vi tog med hjem til eftermiddagsteen, hvor det andet lys i adventskransen blev tændt.

Lys i landskabet

Det er blevet første december og kalenderlyset skal tændes. Det blev til et bakket landskab med hyacinter, kogletræer, husløg og min eneste havenisse. Den kommer kun frem til jul, så den har vel krav på lidt have til at vise sig frem i.Jeg tror katten skal passe på spurven denne gang. I løbet af december bliver der skiftet der nok skiftet lidt ud i tilbehøret alt efter humør og nye påfund, og hyacinten bliver også skiftet, når den bliver for stor. Jeg havde egentlig overvejet at lave en lille køkken – eller blomsterhave med vandkande og haveredskaber, som jeg har i dukkehusstørelse. Men jeg havde lidt problemer med at få det julede ind i projektet. Det kan være, at det bliver næste års kalenderlys-udfordring 😉

Julekalenderne er klar!

Så nåede jeg det også i år: Chokoladekalenderne til resten af familien, som jeg bruger de sidste 2 aftener af november på at udtænke og producere.  De har altid en vanskelig fødsel, og det foregår nervepirrende sent, men det skal nås 😉Til den syttenårige, som elsker julen, og helst den traditionelle med rødt, gran og nisser. Til den nittenårige, som er vild med madonnaer og engle. Til manden, som elsker chokolade.

De indeholder chokolade, som er tilpasset den enkeltes smag med hensyn til lys og mørk chokolade og marcipan. Det startede for mange år siden, da der var protester over de billige chokoladekalendere, og jeg ikke havde råd til at købe Bogø-kalendere til de 7 andre i familien. Jeg tilbød så at købe noget bedre chokolade, og selv lave den. Det var en stor succes, som nu er blevet en fast tradition. De store børn er flyttet, så nu skal jeg kun lave 3 kalendere, så 72 pakker er til at overkomme. Kalenderene har altid et helt nyt layout hvert år.

Sidste års kalendere kan ses HER