Havelivet lige nu

Haven er fantastisk smuk lige nu i sit hvide dress. Sneen ligger uberørt bortset fra stien hen til fuglefodringspladsen. Det mindsker heldigvis fusstrationen over ikke at kunne udrette så meget lige nu. Jeg skal helst holde mig i ro de næste par uger efter en vel overstået operation for 14 dage siden.

Haven lige nu

Normalt ville jeg kaste mig over indendørs projekter som f.eks. oprydning i skabe og skuffer, maling af vægge eller møbler, syning … Det kan jeg altså ikke lige nu, og indtil videre har den stået på oceaner af tv, læsning og lidt strikning. Men nu nærmer nytåret sig, og så er det, at haven igen begynder at rumstere i tankerne. Det er nu man kan begynde at lægge planer for det næste haveår. Skal køkkenhaven være i lige rækker, barokstil eller noget helt tredje? Hvilke bede skal udvides, der er stadig ledig græsplæne? Snart begynder frøkatalogerne at komme ind ad brevsprækken eller i mailboksen, ren terapi for vinterdepression. En af dagene vil jeg finde alle frøposerne frem og begynde at sortere, sætte i orden, og få overblik over hvad jeg skal have købt, resten kommer helt af sig selv.

Køkkenhaven lige nu
Blommetræet

Pause i leveringen

Nu bliver der lige lidt stille på bloggen. Jeg skal lige en tur på hospitalet, så jul, job og køkkenet får lige en pause fra mig. Haven er det lidt lige meget med p.t.

Jeg regner med at være tilbage på bloggen en gang sidst i næste uge.

Nisseliv

Han trives fint, og han skal da være glad for, at han ikke er en udendørs havenisse i øjeblikket med 4-5 graders frost og en strid blæst. Det føles som 15-20 graders frost. Uh!

Naturpynt

Birkebark og  kogler er hot julepynt i år. Jeg fandt dette bloklys med birkebark rundt om hos Notre Dame, som jeg bare måtte have.

Sidste år købte jeg nogle hjerter af birkebark, og dem har jeg nu limet på en snor, så det er blevet til en fin guirlande.

Sprøde elge og varme pingviner

Nu har jeg fået bagt en ordentlig portion peberkager. Dejligt! Jeg bruger en opskrift fra Camilla Plum, hvor der ikke er sparet på hverken smør eller fløde, og det giver altså nogle vildt gode peberkager. Det er jo kun jul en gang om året, så det går nok 😉

Peberkager
½ kg sukker
250 g smør, stuevarmt
2 dl piskefløde
2 dl sirup
2 spks. bagepulver
4 tsk. stødt ingefær
4 tsk. stødt kanel
2 tsk. stødt sort peber
4 tsk. stødt kardemomme
2 spks kakao
hvedemel til dejen bliver fast, men ikke hård.

Rør sukker og snør sammen, tilsæt først fløden, så de øvrige ingredienser. Ælt mel i, til dejen er til at forme, ikke mere. Hvor meget afhænger af, hvilket mel du bruger. Sigtet speltmel er fint, men det suger meget mere væske end almindeligt hvedemel, og man skal bruge mindre. Lad dejklumpen ligge i køleskabet mindst natten over, før du går i gang med udrulningen.
Rul dejen meget tyndt ud og stik den ud til rensdyr, grise eller hvad man nu har forme til. Den dej, der bliver til overs, samles og rulles ud igen. Bag kagerne på bagepapir ved 180 grader, til de er gyldne, men de må ikke blive mørke, så bliver de bitre.
(Camilla Plum: Jul. Politiken, 2007)

Jeg køber altid et par nye udstiksforme hvert år, så efterhånden er det en stor samling huset har. Men der er klassiskere som er sikre hvert år: elge, fordi jeg er lidt svenskofil og hjerter, fordi det er jul. Pingviner tror jeg også er kommet for at blive, fordi vi har passioneret linuxfan i huset.

Bukke med nyt liv

Her er et par af de traditionelle halmbukke, hvor jeg har fjernet de røde silkebånd, og givet dem grønne/grønternede i stedet.

Nu er der kommet mere liv i bukkene!

Shopping med haveabstinenser

Jeg prøvede at gøre lidt i haven i dag. Det er ret svært med 20 cm sne og frossen jord. Udover snerydning og fuglefodring er mulighederne begrænset. Jeg nåede aldrig at få skiftet efterårsplanterne ud med noget jul/vinter i mine krukker. Jeg prøvede i dag, men både lyng og sankthansurt var bundfrosne isklumper, og de fleste sad ubehjælpelig fast i krukkerne. Det lykkedes dog for en enkelt, men resten må tøs op i havestuen først. Jeg har også opgivet mit værksted i hønsehuset. Det er for koldt nu. Hvis det bare er over frysepunktet, er der fint at være med tændte stearinlys. I en normal dansk december ville jeg sagtens kunne bruge det. Men nu er det bare for koldt, så i dag har jeg flyttet en del af tingene ind i mit bryggers. Det ville jeg ellers helst have undgået, da jeg ikke er så vild med at blande det med vasketøjet. Men nu må det altså være sådan indtil videre. Vintervejret er sikkert også skyld i, at jeg får mere tid til at skrive på bloggen. Det er jo helt fint. Men for en havenørd som jeg, er det sikkert også derfor, at jeg lige nu er til fals for alt, hvad der har med have at gøre. Jeg var ude at shoppe og fik både købt en sofapude

Den er fra H&M Home i Læderstræde i Købehavn. Det blev også til en julekalender

Den er købt i Caspari‘s fabriksudsalg i Holbæk. Denne er fra The National Trust i England, men ellers kan man få en del fra The Royal Horticultural Society. Caspari handler med trykte papirvarer som servietter, duge, kalendere, gavepapir m.m. Jeg har ofte købt servietter, kalendere og kort med havemotiver. De har åbent lørdag formiddag.

Jeg har nu også investeret i min første havenisse! Jeg har ellers svoret, at der ikke er “plads” til havenisser i min have. Denne er nu heller ikke havnet i haven, men i kalenderlysdekorationen

Den er købt i Notre Dame i København og er en “glaskugle” på clips.

Kranse til julen

En krans til hoveddøren af vingrene med lærkekogler.Den har på naturlig vis fået et drys af sne. Det pynter også her i december.

En krans til til en indvendig dør bundet af blød ene med lilla glaskogler.

Fakkeltog igennem byen

I går gik ca. en fjerdedel af byens 1000 indbyggere i fakkeltog fra Friluftsbadet langs hovedgaden til Fritidscentret. Årsagen er kommunens spareplaner, som medfører at de ikke mere vil give tilskud til Friluftsbadet og Fritidscentret, og de står derfor begge til lukning. Det har selvfølgelig stor betydning for et lille samfund som Ugerløse, og byens borgere valgte derfor at gøre opmærksom på deres utilfredshed ved at gå i fakkeltog. Det var et fantastisk flot syn med alle de tændte fakler og lanterner i den kolde vinteraften.

Se iøvrigt mere på Ugerløse.dk og se billedserien i Nordvestnyt.dk