Ture,

Høstmarkeder

Denne weekend er der høstmarkeder over hele landet. Det er lidt af et eldorado for øko-freaks som mig, og på eco-web kan man finde vej til de forskellige økologiske høstmarkeder. Jeg har i de sidste par år besøgt en del af dem, som ligger tæt på min bopæl. Det er altid spændende, at besøge nye steder. I år holder Kiselgården i Ugerløse høstmarked, så der skal jeg absolut hen. De leverer biodynamiske krydderurter til bl.a restaurant Noma og Irma, og sælger også økologiske grønsager. Damholmgård ved Jyderup har jeg besøgt flere gange, men ikke når der er høstmarked. Det er en ny og spændende planteskole, og den er et besøg værd, alene turen derud langs Åmosen er vidunderlig. Høstmarked på Krogagergård ved Fjenneslev har jeg været på før. Det er et stort marked med noget for både store og små, og en skøn gårdbutik med masser af alskens økologiske varer. Nogle høstmarkeder kan være ret små og lidt kedelige, men det ved man jo ikke altid før man har prøvet det. Det er især et problem, hvis man har fået lokket familien med. Et marked der helt sikkert hverken er lille eller kedeligt er Fuglebjerggaard hos Camilla Plum. Billedet er fra et tidligere høstmarked på Fuglebjerggaard.

Høstmarked på Fuglebjerggaard